Hjemve

28 juli 2010







Reserver bogen


Denne selvbiografiske roman foregår i Dublin i 50´erne og 60´erne. Drengen Johannes med det umulige efternavn ÓhUrmoltaigh, Hamilton på engelsk, vokser op i en familie, hvor moderen, der har forladt Tyskland i overensstemmelse med familiens antinazistiske holdning, taler tysk.

Faderen er irsk nationalist og forbyder børnene at tale andet end gælisk. Gør de ikke det, straffes de med tørre tæsk.

Bogen er fortalt fra Johannes synsvinkel, og den skildrer rørende, men også meget humoristisk, hvordan det er at vokse op i en sprogligt og kulturelt blandet familie. Man ser for sig de gælisktalende børn, iført Lederhosen.

Det er vanskeligt for Johannes og hans søskende at begå sig i det omkringliggende engelsktalende samfund, og der opstår mange vanskelige situationer, som moderen, der har en fin pædagogisk fornemmelse, prøver at hjælpe børnene med. Hun er god til at ”fortælle film”, når situationerne tilspidses, både hjemme og i skolen.

En bog, der gør indtryk, uden at den forfalder til det sentimentale.

Hugo Hamilton: Hjemve. Turbine.

Else Ramskov Andersen

Læs anmeldelser af flere bøger